Fortsat god omsætningsvækst

Feb 05, 2015, 9:03

Koncernens omsætning var i 1. halvår 2014/15 1.426 mio. DKK (1.380 mio. DKK), hvilket er en stigning på 3,3%,eller 5,5% i lokal valuta, i forhold til samme periode sidste år. Bruttomarginen blev 55,1% for koncernens fortsættende aktiviteter og var dermed lavere end i samme periode sidste år (57,2%). Resultat af primær drift for koncernens fortsættende aktiviteter blev 162 mio. DKK og var påvirket af engangsomkostninger med 12 mio. DKK til en mulig sag om indirekte skatter.

  • Peak Performance realiserede i 1. halvår 2014/15 en omsætning på 586 mio. DKK (565 mio. DKK) svarende til en vækst på 3,6% (5,6% i lokal valuta). Væksten i salget til engroskunder var tilfredsstillende, mens omsætningsudviklingen i retailkanalen var negativ. Omsætningsvæksten blev realiseret i både Norden og Centraleuropa. Resultat af primær drift blev 103 mio. DKK (91 mio. DKK).
  • Tiger of Sweden øgede omsætningen med 8,4% (12,2% i lokal valuta) til 468 mio. DKK (432 mio. DKK). Der var moderat omsætningsvækst i retailkanalen, mens især salget til engroskunder bidrog til den samlede positive omsætningsudvikling. De skandinaviske lande samt Tyskland bidrog mest til omsætningsudviklingen. Resultat af primær drift blev 51 mio. DKK (45 mio. DKK).
  • Omsætningen i By Malene Birger var uændret sammenlignet med samme periode sidste år og blev 161 mio. DKK (160 mio. DKK). I lokal valuta var den realiserede vækst 1,4%. Omsætningen steg i engroskanalen, hvilket kompenserede for den reducerede omsætning i retailkanalen. Udviklingen i retailkanalen kan hovedsageligt tilskrives e-commerce, hvor besøgstrafikken ikke i tilstrækkeligt omfang blev konverteret til salg. Resultat af primær drift blev 8 mio. DKK (13 mio. DKK).
  • Omsætningen i ikke-kerneforretningen faldt med 5,2% i første halvår (4,6% i lokal valuta). Saint Tropez øgede omsætningen i 2. kvartal og kompenserede dermed delvist for den negative udvikling i 1. kvartal. Der var positiv omsætningsudvikling i Designers Remix i 1. halvår. Resultat af primær drift blev 13 mio. DKK (17 mio. DKK).
  • Der blev i 2. kvartal hensat 25 mio. DKK til dækning af engangsomkostninger i forbindelse med en mulig sag om indirekte skatter. De fortsættende aktiviteter blev påvirket med 13 mio. DKK, mens de resterende 12 mio. DKK vedrørte ophørte aktiviteter. For de fortsættende aktiviteter blev bruttoresultatet påvirket med 8 mio. DKK, resultat af primær drift blev påvirket med 12 mio. DKK, mens 1 mio. DKK vedrørte finansielle poster.
  • Bruttomarginen for koncernens fortsættende aktiviteter blev 55,1% i 1. halvår 2014/15 mod 57,2% i samme periode sidste år. Bruttoresultatet blev påvirket af de omtalte engangsomkostninger samt af negative valutakurs-effekter, større rabatter og mikseffekter af solgte varer.
  • Kapacitetsomkostningerne steg med 2 mio. DKK til 625 mio. DKK. Omkostningerne var negativt påvirket af de omtalte engangsomkostninger, men var positivt påvirket af valutakurseffekter. Overskydende kapacitetsomkostninger efter salget af Mid Market divisionen påvirkede 1. halvår 2014/15 negativt med på 8 mio. DKK.
  • Resultat af primær drift faldt med 4 mio. DKK til 162 mio. DKK (166 mio. DKK) primært som følge af den negative effekt på 12 mio. DKK af engangsomkostninger i 2. kvartal. Resultatet svarer til en EBIT-margin på 11,3% (12,0%). Korrigeret for de omtalte engangsomkostninger samt for overskydende kapacitetsomkostninger blev EBIT-marginen 12,8% i 1. halvår 2014/15.

 

Forventninger til regnskabsåret 2014/15 – opdateret

 

Koncernens Premium brands ventes at fortsætte den positive udvikling med vækst i 2014/15, og koncernens samlede omsætning forventes at stige som følge heraf (uændret). Således forventes en omsætning for koncernens fortsættende aktiviteter i niveauet 2.600-2.650 mio. DKK.

 

Koncernens fortsættende aktiviteter vil i 2014/15 være negativt påvirket med 12 mio. DKK som resultat af en hensættelse til dækning af omkostninger vedrørende en mulig sag om indirekte skatter samt af overskydende kapacitetsomkostninger, der skønnes at være i størrelsesordenen 30 mio. DKK (tidligere: 45 mio. DKK).

 

Ses bort fra disse omkostninger forventes indtjeningen forbedret i koncernens Premium brands (uændret), og resultat af primær drift ventes således realiseret i niveauet 200-230 mio. DKK.

 

Koncernens ikke-kerneforretning vil som følge af lavere omsætning ikke kunne fastholde indtjeningsniveauet (tidligere forventet: fastholde indtjeningsniveauet), og resultat af primær drift forventes realiseret i størrelsesordenen 15-25 mio. DKK før ovennævnte omkostninger.

 

Resultat af primær drift for koncernens fortsættende aktiviteter ventes i niveauet 170-10 mio. DKK. Korrigeret for førnævnte omkostninger forventes et resultat af primær drift for koncernens fortsættende aktiviteter på 215-255 mio. DKK.