IC Companys får ny topchef

Jul 30, 2013, 8:46

Mads Ryder tiltræder den 1. august stillingen som CEO og koncernchef i IC Companys A/S. Han afløser Niels Mikkelsen, der forlader virksomheden efter fem år på posten.

 

 

Bestyrelsen i IC Companys har besluttet at styrke den øverste ledelse i koncernen, og har derfor ansat Mads Ryder, 50 år, som ny CEO. Samtidig siger man farvel til topchefen siden august 2008, Niels Mikkelsen.

 

Mads Ryder er en både internationalt orienteret og erfaren topleder. Han er uddannet cand.merc.jur. og kommer senest fra stillingen som CEO for Royal Copenhagen, hvor han stod i spidsen for omfattende ændringer af virksomheden. Ikke alene organisatoriske – også virksomhedens økonomiske resultater blev markant forbedret under hans ledelse. Inden da var han Senior Vice President i WeightWatch­ers, bosat i London. Men størstedelen af sit arbejdsliv har Ryder tilbragt i LEGO-kon­cern­en, blandt andet som global HR-chef og som øverste chef for alle LEGOLAND-park­erne. I denne periode boede og arbejdede han i både Japan, Korea og Tyskland.

 

Bestyrelsesformand Niels Martinsen siger om ledelsesskiftet: ”I bestyrelsen er vi både glade og stolte over at få en kapacitet som Mads Ryder om bord. Ikke mindst hans vedholdende fokus på at føre en strategi ud i livet med stærke økonomiske resultater til følge, er noget af det, vi er gået målrettet efter. Men også de ændringer i måden at agere i de forskellige markeder på, som Mads Ryder indførte i sit tidligere job og som betød, at virksomhedens kerneforretning voksede kraftigt i et ellers faldende mar­ked, er selv sagt relevante for os. Det samme gælder hans talent og flair for varemærker og branding. Og at Mads Ryder med sin stærke HR-bag­grund så samtidig har dokumenteret, at han er god til at sikre sig både ledernes og medarbejdernes opbakning, har kun gjort valget lettere”.

 

Om baggrunden for bestyrelsens farvel til Niels Mikkelsen, siger bestyrelsesforman­­den: ”Niels Mikkelsen tiltrådte umiddelbart inden finanskrisen satte ind – en periode, der gav hele branchen enorme udfordringer. Det er derfor i høj grad Niels’ fortjeneste, at vi trods alt kom fornuftigt igennem nogle historisk svære år for modebranchen. Det siger både jeg og den øvrige bestyrelse ham tak for. Men med den frem­tid, vi i dag ser ind i, ønsker bestyrelsen at flytte topledelsens fokus over på eksekvering. Koncernstrategien skal omsættes til bedre økonomiske resultater, og præ­cis her har Mads Ryder i sine tidligere CEO-jobs været meget driftssikker.”

 

Selv siger Mads Ryder, at han fra den første kontakt følte sig meget fristet af tanken om at stå i spidsen for det, han selv betegner som ’et af dansk modeverdens stærkeste ikoner’: ”Jeg påtager mig kun opgaver, jeg virkelig brænder for. Gennem hele min karriere har jeg haft en passion for at arbejde med markante brands – for at pleje dem, for at udbrede dem og for at føre dem succesrigt videre frem. Jeg har let ved at identificere mig med IC Companys nye koncernstrategi og er allerede utålmodig efter at få den omsat til nogle synlige resultater – til glæde for aktionærerne, men bestemt også for hele holdet af passionerede ledere og medarbejderne, som jeg virkelig glæder mig til at lære at kende og arbejde sammen med”.

 

Den afgående CEO udtrykker ærgrelse over ikke længere at skulle stå i spidsen for koncernen, men er enig i, at det nu handler om at få strategien omsat til både top- og bundlinje: ”Jeg synes, vi er lykkedes med ganske meget. Vi har omstruktureret og vi har fastlagt en klar strategi. Selvfølgelig havde jeg gerne været del af udførelsen også, men sådan går det ikke altid – det skal man være klar over, når man siger ja til et job som topchef,”, siger Niels Mikkelsen.

 

Udskiftningen i den øverste ledelse påvirker ikke koncernens forventninger til helårsresultatet for 2012/2013, der, som tidligere meddelt, forventes offentliggjort torsdag den 22. august.

 

Koncernens afgående CFO, Chris Bigler, fratræder som meddelt i selskabsmeddelelse nr. 5/2013 senest den 31. oktober 2013. Søgningen efter en ny CFO forløber planmæssigt og forventes afsluttet inden udgangen af september, idet bestyrelsen har lagt vægt på, at den nye CEO involveres i den endelige udvælgelse.

 

 

 

IC Companys A/S

 

Niels Martinsen

Bestyrelsesformand

 

 

 

 

Henvendelser vedrørende denne meddelelse bedes rettet til:

 

Niels Martinsen

Bestyrelsesformand

Telefon: 40 14 66 22

 

 

eller

 

 

Mads Ryder

Koncernchef og CEO

Telefon: 22 56 98 98

 

 

Kort om Mads Ryder:

 

Født: 30. juni 1963

 

Uddannelse: Officer af reserven (1982), Cand.merc.jur. (1990) samt forskellige ledelsesuddannelser, bl.a. ved IMD, Lausanne, Schweiz.

 

Arbejdserfaring:

2009-2013: Administrerende direktør, Royal Copenhagen

2006-2009: Senior Vice President, WeightWatchers (bopæl i London)

2008-2009: Head of WeightWatchers, UK (bopæl i London)

2006-2008: Head of WeightWatchers, Continental Europe (bopæl i London)

2001-2005: CEO, LEGOLAND Parks (bopæl i London)Member of LEGO Company Executive Team

2003-2005: Managing Director, LEGOLAND Windsor (bopæl i London)

2000-2003: Administrerende direktør LEGOLAND Billund

1997-1999: Director, Location Development, LEGOLAND Parks (bopæl i Japan, Korea og Tyskland)

1990-1997: Forskellige HR-stillinger i LEGO Company, senest som Global Head of HR.

 

Tillidshverv: Bestyrelsesmedlem i Jensen’s Bøfhus og MLA-Gruppen.

 

 

Foto af Mads Ryder kan downloades fra www.iccompanys.dk under Om os